Charlie Tango skifter ud i topledelsen og fortsætter strategisk transformation
Adm. direktør i Charlie Tango, Uffe Henriksen, forlader pr. 16. august virksomheden på grund af en ny international jobmulighed. Han afløses af Martin Nebelong Olsen, der i dag er teknologidirektør i det digitale bureau. Samtidig udskilles CCM-området (Customer Communications Management) fra forretningen og bliver placeret som en selvstændig forretningsenhed i KMD ledet af direktør Mette Heering Pontoppidan. Justeringerne skal ses som et led i den fortsatte styrkelse af Charlie Tangos markedsfokus.
Det KMD-ejede datterselskab Charlie Tango har igennem en periode arbejdet med at styrke konkurrenceevnen og skærpe den forretningsmæssige platform, der er grobund for, at virksomheden kan indfri det fulde potentiale som en del af KMD-koncernen.
CEO skifte
Efter at have været en central aktør af transformationen af Charlie Tango skifter adm. direktør Uffe Henriksen til et nyt job uden for KMD-koncernen. Pr. 16. august bliver han adm. direktør for IPG Mediabrands i norden.
Uffe Henriksen afløses af Martin Nebelong Olsen, der i dag er teknologidirektør (CTO) i det digitale bureau. Martin Nebelong har været en del af den øverste ledelse i Charlie Tango, siden KMD opkøbte In2Media group i 2017. Før det stod han i spidsen for InSilico, der var en af de tre firmaer, som In2Media group bestod af.
"Vi er godt i gang med at styrke konkurrenceevnen og skærpe det strategiske fit mellem Charlie Tango og KMD. Jeg er glad for udviklingen i selskabet og det arbejde, der lægges i at skabe de bedst mulige rammer for vores vækstambitioner", siger Merete Søby, direktør i KMD-koncernen og bestyrelsesformand for Charlie Tango. Hun fortsætter:
"Martin Nebelong er en stærk bureauprofil samtidig med, at han har en solid teknisk baggrund. Han kender Charlie Tango huset ud og ind, og vi ser ham som en yderst kompetent ankermand, som kan tage Charlie Tango godt igennem den næste etape. Jeg vil samtidig gerne takke Uffe for hans dedikerede indsats og bidrag, som har været med til at løfte forretningen væsentligt. Jeg ønsker ham god vind med den nye rolle".
"Vi har forbedret os på en række vitale områder som kundetilfredshed, medarbejdertilfredshed og økonomi. Charlie Tango har en stærk strategisk platform for den videre færd, og jeg er helt sikker på, at man i Martin og Mette har de bedste forudsætninger for at skabe en fortsat succesfuld rejse fremadrettet", siger Uffe Henriksen.
Martin Nebelong ser frem til at fortsætte arbejdet i Charlie Tango i rollen som øverste chef for bureauet. Samtidig udnævnes han til Vice President i KMD-koncernen.
"Jeg sætter stor pris på at være en del af Charlie Tango og KMD-koncernen og har en stor tiltro til, at jeg sammen med alle de dygtige medarbejdere kan fortsætte den positive udvikling, vi er midt i. Jeg ser også meget frem til at videreudvikle de mange stærke partnerskaber, vi har med vores kunder og fortsat støtte dem i at blive moderne digitale organisationer", siger Charlie Tangos nye adm. direktør, Martin Nebelong.
Charlie Tango forretning deles op
Som led i styrkelsen af Charlie Tangos forretningsfokus deles den nuværende forretning op i to, hvor Customer Communications Management området (CCM) bliver en selvstændig KMD-forretningsenhed under ledelse af direktør Mette Heering Pontoppidan. Med skiftet udnævnes Mette Heering Pontoppidan til Vice President i KMD A/S.
"Vi er nået til den konklusion, at vi står stærkest, hvis den klassiske bureau-forretning hos Charlie Tango på Østerbro får sit eget særlige fokus, og at vi driver vores Charlie Tango CCM-forretning med selvstændig ledelse ud af KMD-hovedsædet i Ballerup. Vores fokus i CCM er at understøtte hyppig, intelligent og målrettet kundekommunikation i de kanaler, som passer til kundernes behov. Mette Pontoppidan skal sammen med det dygtige CCM-hold videreudvikle kompetencerne inden for kundekommunikation og sikre at vi på den lange bane forbliver konkurrencedygtige og relevante", fortæller Merete Søby.
CCM-området i Charlie Tango hjælper mere end 650 kunder i den offentlige og private sektor med at automatisere kundekommunikations- og forretningsprocesser gennem avancerede tjenester, teknologi, platforme og infrastruktur.
Om Martin Nebelong Olsen
Martin Nebelong Olsen medstiftede i 2007 InSilico der, som en del af In2media Group, blev købt af KMD i 2017. Martin Nebelong Olsen har via sine mange år i øverste ledelse for Charlie Tango, In2media Group og InSilico et stort kendskab til bureaubranchen og har arbejdet indgående med digital transformation og udvikling af datadrevne produkter og services for en lang række af private og offentlige kunder.
Om Mette Heering Pontoppidan
Mette Heering Pontoppidan tiltrådte i marts 2021 Charlie Tango som Managing Director med fokus på CCM-forretningen. Mette Heering Pontoppidan har inden ansættelsen i Charlie Tango bestridt forskellige højtstående digitale marketingstillinger hos bl.a. Ørsted, YouSee, Microsoft og senest Codan Forsikring, hvor hun i seks år sad i direktionen med ansvaret for marketing & kommunikation samt RSA Group's kommunikation i Skandinavien.
Om Charlie Tango
Charlie Tango beskæftiger ca. 150 medarbejder inden for Experience Design, teknologi, forretningsudvikling og Data Science. Charlie Tango hjælper virksomheder og organisationer, som brænder for det de laver og har en ambition om at differentiere sig digitalt. Ved at designe og implementere brugercentrede, datadrevne produkter og services af højeste kvalitet, skaber bureauet moderne digitale virksomheder og organisationer med mening og værdi for både samfund og individer. Charlie Tango A/S er et selvstændigt datterselskab til KMD A/S.
Om KMD
KMD hører til blandt de største danske it-virksomheder og udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD-koncernen har dattervirksomheder i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Polen. KMD har over 1.500 danske og internationale kunder fra den offentlige og private sektor, heraf cirka 800 danske og udenlandske virksomheder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på omkring 4,8 mia. kr. og mere end 3.000 ansatte. KMD er et datterselskab af NEC Corporation, der er globalt førende inden for integration af it- og netværksteknologier. Læs mere på www.kmd.dk.